©  Foto:

Blokhus Efterårsfestival

Hæslige havhekse, farlige zombier og Meet & Greet med Alexander Husum- Glæd jer til efterårets fedeste oplevelser for hele familien!

BLOKHUS EFTERÅRSFESTIVAL

Traditionen tro byder Blokhus Efterårsfestival på både sjove og (u)hyggelige aktiviteter for hele familien i uge 42. Erhvervsforeningen Destination Blokhus præsenterer nemlig igen i år et vildt spændende efterårsprogram, der passer til alle aldre. Programmet byder både på gamle kendinge og nye, sjove oplevelser.

Havheksenes aften i Blokhus

Efterårsferie, Blokhus

For at skyde Efterårsfestivalen godt i gang vil der mandag den 14. oktober være fortryllende oplevelser for både store og små, når der afholdes Havheksenes aften i Blokhus. Havhekseløbet starter på torvet fra kl. 17.30, og det koster 40 kr. pr. person at deltage. Booking kan foretages her.
I teltet på torvet vil der også være en kreativ workshop, hvor man kan male på (u)hyggelige sten eller lave sin egen halloweenlanterne, og ude på torvet kan man riste skumfiduser. Aftenen afsluttes med et spektakulært show med stylteheksen Boba kl. 20.30 på torvet. Den 3 meter høje heks vil tage publikum med på en rejse fyldt med magi, gøgl og fantastiske fortællinger. Så der er lagt op til en (u)hyggelig aften i Blokhus, hvor hele familien kan være med.

Kan du løbe fra sultne Zombier!?

Blokhus Efterårsfestival

Det populære Zombie Fun Run er naturligvis også tilbage. Sidste år blev de 1.000 billetter revet væk til det skræmmende familieløb, som foregår i Gateway Blokhus efter mørkets frembrud. Løbet, der arrangeres i samarbejde med PGU Runners, afholdes i år torsdag den 17. oktober. Hver løber udstyres med 3 liv (stofhaler), som sultne zombier forsøger at stjæle fra den 2,5 km lange familierute. De løbere, som "overlever", modtager et sejt diplom som præmie. Zombie Run kan være lidt skræmmende, så det anbefales, at børn løber sammen med voksne, og hunde må ikke medbringes. Booking er obligatorisk, så husk at booke hjemmefra her

Blokhus Smadredag - Wrestlingshow for hele familien

Efterårsferie, Blokhus

Som en del af Blokhus Efterårsfestival inviterer Erhvervsforeningen Destination Blokhus hele familien indenfor i ringhjørnet, når Dansk Pro Wrestling indtager teltet på Blokhus Torv med hele to underholdende shows fyldt med spænding, action og fede stunts.
Dette sker lørdag d. 18. oktober i forbindelse med Blokhus Efterårsfestival. Showet i Blokhus er tilpasset børnefamilier, og for den nette sum af kr. 50,- vil det være mulighed for at opleve et af de to shows, der afvikles henholdsvis kl. 12 og klokken 15. Billetter kan købes her eller via Mobilepay i døren.

VIP Talk & Meet n' Greet med Alexander Husum

Lørdag den 19. oktober bliver ekstra sej, da man kan møde Alexsander Husum i Blokhus. Alexander Husum er en af Danmarks største YouTubere med over 479.000 abonnenter på YouTube, 223.000 følgere på Instagram og 364.000 følgere på TikTok. Dagen starter kl. 10 med en eksklusiv VIP Talk på Restaurant Nordstjernen, hvor Husum deler sine erfaringer fra branchen. Det koster 99 kr. at deltage og kan bookes her. Kl. 10.45 fortsætter dagen med gratis Meet & Greet på Blokhus Torv, hvor fans kan få en selfie, autograf og highfive. Køsystemet sker via mobilen med en QR-kode, så fysiske køer undgås. Hver familie skal ved ankomst scanne QR-koden, hvorefter de får et elektronisk nummer på mobilen. Der er 500 kønumre i alt. Der er også mulighed for at deltage i en episk QR-skattejagt og besøge Relax-zonen, hvor der er sjov for både børn og voksne.

Den heldige kartoffel

Efterårsferie, Blokhus

Efterårsferien blev i gamle dage kaldt kartoffelferien, hvor børn fik fri, så de kunne hjælpe med at grave kartofler op. Ude i skoven kan man sammen med de søde frivillige onsdag den 18. oktober prøve kræfter med sjove kartoffelaktiviteter. Lav eksempelvis dine egne kartoffelpandekager, udforsk din kreative side med kartoffeltryk, eller hvad med at lave dine egne kartoffelchips? Det finder sted på Gateway-pladsen.

En anden Blokhus-klassiker er det store kartoffelløb "Den heldige kartoffel", hvor 100 nummererede bagekartofler gemmes i Blokhus ved Gatewaypladsen og i Hune. Finder man en kartoffel, kan den byttes til en præmie hos Ny Form i Blokhus. Maks 2 kartofler pr. barn. Som noget nyt kan man også gå på vindue-jagt hele ugen og lede efter Hr. Kartoffel og hans venner, som gemmer sig hos nogle af områdets butikker. Finder man dem alle, kan man vinde et lækkert gavekort til området.

Nøøj det (mest) for børn -  En Uge Fyldt med Sjov og Leg!

Efterårsferie, Blokhus

Foto:Destination Blokhus

Søndag den 15. oktober vil de små plastikænder svømme om kap ned ad Blokhus Bæk til Blokhus Anderæs. Ænderne kan købes inden startskuddet lyder, og hvis man er så heldig, at ens and vinder løbet, er der både en medalje og en præmie. For alle andre deltagerne venter en forfriskende ispind, og selvfølgelig kan man tage den farvestrålende plastikand med hjem.

Samme dag får du også chancen for at udfolde din kreative side i det store telt på torvet, hvor venlige frivillige hjælper dig med at dekorere dit eget græskar. Græskarrene bliver malet med særlig maling og får en lakfinish, så de kan stå smukt og uhyggeligt til Halloween.

Men det sjove stopper ikke der! Samme dag er der ringridningskonkurrence på ladcykel, hvor både børn og voksne kan danne hold. Én person cykler, mens den anden sidder på ladet og forsøger at ramme de ophængte ringe med et spyd. Det er gratis at deltage, så find en makker og vær klar til at konkurrere, når konkurrencen starter kl. 13.

Naturen kalder

Efterårsferie, Blokhus
 
Områdets helt særlige og smukke natur med skov, den brede hvide strand og det brusende Vesterhav danner også rammen om oplevelser i efterårsferien.


Tag f.eks. et forfriskende morgenbad i Vesterhavet sammen med badeklubben Søstjernerne hver morgen kl. 08, lad sveden løbe når der er saunagus på strande eller hop på MTB og udforsk området med Saltum Trim. Der er også mulighed for at tage med vandreklubben Fodslaw på en skøn efterårsvandring på ukendte stier, det sker onsdag d. 16. oktober kl. 10.00.

Mandag den 14. oktober kan du deltage i sjove opgaver i skoven og lære naturen bedre at kende, når Badass Biology inviterer til Naturstjerneløb. Aftenen før kan du tage med på ravjagt med biologerne.

Fredag den 18. oktober er der Family Outdoor Camp på shelterpladsen i Blokhus Klitplantage med pandekager over bål, bueskydning, træflækning, snitning og meget mere. Det koster 50 kr. pr. person, og booking kan foretages her.

Smag på Blokhus

Efterårsferie, Blokhus

Til de lækkersultne vil der tirsdag den 15. oktober være en hyggelig Popcake-workshop med kageeksperten Sara Græsborg. Her vil der være mulighed for at trille kagedej, sætte dem på pinde og dekorere dem med farverig fondant, små øjne og andet sjovt pynt. Mums, siger vi bare!
Der er også mulighed for at forkæle smagsløgene, når det populære høstmarked afholdes onsdag den 16. oktober på Blokhus Torv. Her kan man nyde de farverige stader, hvor lokale fødevareproducenter og kunstnere præsenterer deres mesterværker.

Hele ugen vil der desuden være mulighed for at udfordre sine venner til streetfodbold på den ottekantede Pannabane, prøve Teqballbordet eller dyste i bordfodbold. Hvis du har masser af energi at brænde af, kan du hele torsdagen hoppe løs på den kæmpe hoppepude inde i teltet. Alt, hvad du behøver, er at betale entré, og så kan du hoppe dagen lang.


Alt i alt er der lagt op til en efterårsferie med masser af sjove og (u)hyggelige aktiviteter – som passer til alle aldre. Det bliver bestemt ikke kedeligt at holde efterårsferie i Blokhus!

Se hele programmet for Blokhus i efterårsferien 2024 her:

Blokhus efterårsfestival program 2024

 

Del dine oplevelser:

VisitJammerbugten © 2024
Danish